Rejser til Surin Beach, Phuket

Surin Beach ligger omtrent midt på Phukets vestkyst cirka 10 km nord for Patong. Trods den korte afstrand til en af øens mest populære og livlige feriebyer er selve Surin Beach kendt for at være et rejsemål for dig, der ønsker at nyde en afslappende og fredelig ferie på en af Phukets fineste strande.

Fredeligt og eksklusivt

Der er noget lidt eksklusivt over den lille badeby. Surin Beach har således længe tiltrukket stjerner og det internationale jetset, som her kan nyde det bedste af Phuket på sikker afstand af de mest populære ferieområder. Lokalt kaldes Surin Beach af nogle for ''Millionaire's Row' på grund af rækken af luksushoteller og resorts, som ligger oppe i bakkerne med udsigt over Andamanhavets turkisblå bølger.

Surin Beach har dog et bredt valg af hoteller, der også inkluderer noget for os med mere almindelige feriebudgetter. Vil du have lidt større udvalg af spisesteder end det, der tilbydes på hotelrestauranterne, er der desuden ikke langt ind til Patong. Her finder du et mylder af spisesteder med alt fra de helt enkle gadekøkkener, som thailænderne selv ynder at spise ved, til mere eksklusive internationale restauranter.

Det er ligeledes Patong, man tager til, hvis man ønsker at udforske nattelivet på Phuket. I Surin Beach er der ikke meget af den slags. Tidligere var byen kendt for at have et godt udvalg af sofistikerede strandbarer, men i 2016 valgte myndighederne at fjerne de fleste af den slags forlystelser på øens strande. Omdrejningspunktet for en rejse til Surin Beach er derfor nu i endnu højere grad det afslappende strandliv og de kulinariske oplevelser.

En af Phukets smukkeste strande

Den knap 900 meter lange, lyse sandstrand er da også med god ret hovedattraktionen i Surin Beach. Fordi en tidligere golfbane, der nu er blevet til en park, adskiller selve stranden fra hovedvejen og hotellerne, hersker der en særlig rolig atmosfære over denne smukke strand.Det fine sand indbyder til ren afslapning på langs kun afbrudt af badeture i det krystal klare hav. Takket være den gode sigtbarhed er der gode muligheder for at snorkle ved Surin Beach, når forholdene tillader det. Særligt ved klipperne i nord- og sydenden af stranden er der som regel meget spændende at kigge på.

Umiddelbart nord for Surin Beach finder du den ligeledes idylliske Pansea Beach. Her er der som regel også gode muligheder for at finde en fredelig plet i det bløde sand. Måske fordig mange tror, at dette er en privat strand, da der kun er adgang til den via resortet The Surin Phuket.

Rejser til Thailand

Læs mere om Thailand og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Thailand her

Hoteller i Surin Beach